Sider

onsdag den 30. juni 2010

Skal jeg grine eller græde?

Første feriedag med de 3 krudtugler har indtil nu været lidt af en prøvelse. Det er som om vi alle lige skal finde hinanden - de er nærmest som vilde dyr!! Prøv lige at se her hvordan vilddyrene har endevendt stuen mens jeg var ude og hænge vasketøj op...derfor spørgsmålet "Skal jeg grine eller græde"? Jeg valgte at hive kameraet frem, få skilt børnene ad og så glæde mig ekstra meget til det stykke lagkage, der står i køleskabet til i eftermiddag (rest fra Emil´s afslutningsfest i børnehaven).

mandag den 28. juni 2010

Dukkeseng med hæklet tæppe og en frugtpose til Sara

Som vist i tidligere indlæg er den kreative del af Ida´s fødselsdagsgave ved at være på plads, og så alligevel ikke helt. Jeg har nemlig bestilt denne skønne dukkeseng til hende:
 Billedet er lånt fra den hjemmeside,  hvor jeg har bestilt sengen.

Nå men det gav mig da lige mulighed for lidt ekstra til min snart to årige nemlig et sengesæt til dukkesengen (stadig på to-do-listen) og et hæklet sengetæppe. Sengetæppet er næsten færdigt, og da det kun er mit andet hækleprojekt, var jeg lykkelig da jeg så Tusindfryds fantastiske vejledning. Jeg har brugt de samme farver i sengetæppet som i det runde gulvtæppe for at få et fin sammenhæng inde på hendes værelse. 
Det kaldes Grannystripes. Det er virkelig et skønt projekt for os, der godt kan lide et projekt med en vis fremdrift, inden vi gå kolde og kaster det i kassen til alle de andre ufærdige projekter....
I morgen holder vi afslutning for Emil i børnehaven, så jeg har en del der skal forberedes både i aften og i morgen......vi er så heldige at Sara har overtaget Emil´s plads i børnehaven efter sommerferie så det bliver både et farvel og goddag. Meget apropros for et næsten børnehavebarn, har Sara og jeg vundet denne Give Away hos Fru Melgaard.
En skøn frugtpose med Barbapapa og broderet SARA i fine farver til en 3 årig børnehavepige. 1000 tak Louise, som du kan se på billederne blev Sara rigtig glad for den flotte frugtpose.

lørdag den 26. juni 2010

Dino hulen

For meget længe siden købte jeg et dynebetræk med dinosaurus. Emil elsker de kæmpe fortidsmonstre, så det kunne jeg sikker bruge til et eller andet. I dag skulle det simpelthen være, og jeg fik syet et forhæng til hulen under hans seng. Vi har fjernet et skab i hjørnet på værelset, og derfor er der ikke tapet lige der (kommer vel en dag!!) Der blev lidt stof tilovers, og jeg har en plan om at sy nogle patchwork pøller (hedder de ikke det?...) med dinostoffet og lækre retro stoffer. 
Han har fået to lækre retro vattæpper derind som passer perfekt i farverne, så han kan bygge en lille sofa og sidde og læse og lege med alle dinoerne. Han har planer om at overnatte i dinohulen...hvor er det altså bare dejligt at kunne glæde sin 5-årige med lidt fra egen systue.

fredag den 25. juni 2010

Forkælelse og et barnevognstæppe

Uhmm danske jordbær med fløde nydt sammen med familien i eftermiddagssolen - sommerforkælelse når det er allerbedst. Jeg burde have taget et billede af Ida med sin nye hagesmæk, som jeg (og Ida) har været så heldige at vinde hos Sofie´s verden men vi havde jo travlt med at guffe jordbær. 1000 tak Sofie for den flotte hagesmæk,  jeg må satse på foto ved et andet jordbærmåltid.
Efter Kim var kørt på arbejde (helt ærligt arbejde på en fredag aften!!).....drønede børnene og jeg på tur til "den store legeplads" som ret belejligt ligger ved siden af en af de mange genbrugsbutikker. Heldet må følge de tossede.....for en skøn Bjørn Wiinblad Duet vase kom med hjem.
Sidst men ikke mindst vil jeg vise jer aftenens syprojekt (syet i 2. halvleg af Danmark-Japan kampen).  Det har været et af de der projekter, der har ligget lidt stand by, og når det så kommer i hænderne igen, tager det jo ikke lang tid om at få afsluttet. Skørt at jeg ikke kan få syet mine projekter færdige i 1. omgang, men jeg har åbenbart også nogle gange brug for en 2. halvleg - bortset fra at mit resultat er tilfredsstillende, hvis jeg da selv skal godkende :-)
Tæppet er syet i samme retrostoffer som Idas flagranke og sengetæppe. Så er Ida´s tæppe "serie" komplet, så mangler jeg kun til 3 børn...Emil og Sara skal selvfølgelig ikke have barnevognstæpper men tilgengæld forhæng til deres huler under sengene, så projekter er der nok af - heldigvis :-)

torsdag den 24. juni 2010

Lækre indkøb

På mine tidligere rejser har jeg slæbt hjem af alt muligt og (mest umuligt) tingel tangel - tror jeg bliver grebet lidt af varmen og stemningen. Jeg mener pludselig, jeg sagtens kan bruge en taske med pallietter overalt, et par sylespidse stilletter i kopi slangeskind eller magneter med delfiner, og hvad ved jeg....kender I til det?

Nå men denne ferie gik det ud over børnene istedet, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange forskellige badedyr og umuligt legetøj vi fik købt - helt anden snak.....det jeg egentlig bare ville vise, var mine to eneste ferieindkøb.

Neonsystråd i grøn og pink (nederste billede) og en skøn Babushka med 7 dukker.
Kurven er fra Søstrene Grene og jeg forelskede mig hovedkuls så købte de to store den anden dag. De skal stå på badeværelset og pynte sammen med håndklæder af det lækre retro frotte stof jeg fandt engang for længe siden. Jeg vil kante håndklæderne med noget småmønstret stof evt. gult?
Apropos håndklæder ja så fandt jeg endnu et i den lokale genbrug i dag. Dette er orange, lyserødt og hvidt så fint. Jeg fandt også denne sommerkjole som nok lader livet og bliver til en nederdel med rib i taljen....den er nemlig liiidt stram over brystet (som jo bekendt også vokser under graviditeten) :-) men tjek lige det helt fantastiske stof. Uh sikke et kup gav 25 kr for kjolen og 5 kr for håndklædet.

onsdag den 23. juni 2010

Sweet Home

Sidste uges indlæg har været sådan lidt la la fra min side.....de har såmen været planlagte og udgivet mens vi har nydt en velfortjent ferie i Sunny Beach Bulgarien. Alt inklusiv er bare sagen for en småbørnsfamilie - Emil nåede kvalmegrænsen med 10 is på én dag - men hvad pokker knægten plager ikke længere efter is :-)

Vi landede i går eftermiddags, og hvor er det bare mærkeligt at være hjemme igen. Hverdagen blev kastet i ansigtet på os, da vi rullede ind i indkørslen - ukrudtet står jo nærmest meterhøjt, og der har bestemt ikke været Roomservice mens vi har daset ved poolen. 

Nå men for lige at vende tilbage til Paradis for en stund - er her lidt stemningsbilleder fra ferien:
Vi besluttede at lade Emil og Sara drøne rundt i haven efter aftensmaden for at brænde lidt krudt af, de havde jo siddet stille i bus, lufthavn, fly og bil hele dagen. Så må jeg præsentere jer for Rocky 1 og 2 - hold op hvor var de herlige....ps. behøver jeg nævne de selv har fundet tøjet :-)

tirsdag den 22. juni 2010

Mangler du en nålepude?

Mangler du en smart nålepude med plads til opsprætter, saks og masser af nåle?

Jamen så læs videre her....for jeg sælger disse skønne retro nålepuder til den uhørt lave pris af:

25 kr pr. stk. + porto
Nr. 1 - har et gennemgående bånd, der kan bruges til dit "værktøj" den måler 11 x 15,5 cm (højde x længde)

Nr. 2 - har et lille bånd til dit "værktøj" men er tilgengæld ret stor - 11 x 19 cm (højde x længde). - SOLGT

Jeg håber nålepuderne vil finde nogle dejlige hjem - de har været en fornøjelse at sy, og den orange / brune retro kombination er absolut en af favoritterne herhjemme :-) Se både sommerdress og hund til Ida et par indlæg herunder.

søndag den 20. juni 2010

Magisk dyr

Dette indlæg er fra Sara......hun vil meget gerne vise jer et magisk dyr fremtryllet i modellervoks helt specielt til at vise på mors "compjurtner". Så here you go....kommentarer sendes direkte videre til Sara :-)

fredag den 18. juni 2010

Genbrugskup

Jeg finder som regel et eller andet på loppemarkeder eller i genbrugsforretninger MEN kup og de rigtig gode fund, er der desværre lidt længere imellem - men de er der, og derfor elsker jeg denne genbrugsskattejagt.

Kuppet denne gang blev dette Aluminia saltkar med trælåg i fuldstændig perfekt stand. Jeg har blot skulle vaske det ret så grundigt, for det var fedtet ind i årenes fedtefingre og mados adrr....måske derfor det ikke var blevet solgt før nu :-)

torsdag den 17. juni 2010

Lilla patchwork

Jeg kan desværre ikke tage æren for disse skønne patchwork blomster. Jeg tror det engang har været det nederste stykke på en nederdel. Jeg har købt stoffet, som I kan se det på billederne - måske jeg skulle genskabe nederdelen (forestiller mig at den øverste del skulle være småblomstret Liberty).

Nå men inspriation er hermed videregivet, og jeg skal i tænkeboks ang. anvendelse....

onsdag den 16. juni 2010

Kaffepause

Nyder en kop kaffe med mælk (sådan kan jeg bare bedst lide min kaffe) og en enkelt eller.......flere småkager med chokolade (desværre ikke hjemmebagte). Ups må være graviditeten, der giver mig den slags laster tsk tsk.. :-)

mandag den 14. juni 2010

Pigernes sommerdress

Alle ledige minutter har jeg brugt på pigernes sommerdress - ikke fordi det tager vildt langt tid at sy MEN med rigtig mange afbrydelser, ja så tager det altså en hel weekend for mig :-)

Ida skal danse sig gennem sommeren i dette orange sæt:
Solhatten er blevet godkendt af damen, så nu venter jeg spændt på dommen, når kjolen kommer på. Bærestykke er i smock og ellers den gode kombi orange og brun/hvid retro.

Sara har lilla fase i øjeblikket, så det kunne kun blive lilla retro til hende, så nu kan hun lege sig gennem sommeren i dette sæt:
Når pigerne bliver større vil jeg pille stropperne af og vupti så er der da lige en nederdel....smart. Hvis vejret snart skruer ind på sommerkanal, vil jeg flashe pigerne i deres nye dress.

søndag den 13. juni 2010

Vinderen er....

Så blev det søndag aften og spændingen stiger.....

Hvem er den heldige vinder med lod nr. 31?
Det er såmen hende her.

Stort tillykke til Raccoon....vil du sende en mail med adresseoplysninger på: mettew@sol.dk

lørdag den 12. juni 2010

Orange bølge

Nu er det orange retrostof for alvor kommet ned fra hylden, og hvorfor så ikke lige sy lidt mere ?.....

I går blev det til Ida´s sommerhat og så lidt bonus produktion. Bonus produktionen var istedet for bare at kaste resterne ned til alle de andre rester som jeg plejer....Jeg mener symaskinen var jo alligevel varm, så det tog nærmest ingen tid at drøne en nålepude, en trolde dyne og pude igennem. Derudover har jeg brugt de allersidste rester til sekskanter (altid godt at have liggende).

Hus og have skal have en ordentlig overhaling i dag MEN jeg håber på lidt tid til lilla krea. Sara ønsker sig nemlig en lilla sommerhat og mon ikke, der kunne blive tid til lidt bonus produktion også...

torsdag den 10. juni 2010

En retro pølsehund

Så fik jeg tegnet mønsteret rigtigt af - og det gik jo meget nemmere denne gang. Jeg er ikke helt tilfreds med snuden MEN nu stopper jeg altså......hvorfor skal der altid lige være noget der ikke helt er godt nok,  når vi kigger på det med egne krea-kritiske øjne?
 Denne hund er ikke helt så lang som den anden. 
Benene er tykkere og kan derfor nemmere bære vommen :-)
Opsyet i orange og brunt retrostof

Jeg har de sidste 14 dage haltet lidt rundt og været dårlig gående og stående. Det viser sig nu, at en muskel er "stivnet" og trykker ind på iskiasnerven pga. graviditeten og den voksende mave. Jeg er påbegyndt behandling hos Fysioterapeaut, som skal have løsnet musklen op. Jeg kan allerede mærke en klar fremgang - fantastisk!! Det er altså ret så svært ikke at kunne gå og stå med 3 små børn i huset :-)

Morgendagens projekt bliver sommerhatte til pigerne......burde måske istedet være i vandtæt stof med alt det regn, der vælter ned i øjeblikket.

tirsdag den 8. juni 2010

Kikset pølsehund

Det her indlæg er bare så typisk mig......been there masser af gange - har jeg lært noget - ikke det mindste.....for kommer med garanti til at gentage denne type fejl masser af gange i min sykarriere. 

Her kommer forklaringen:

Når først et projekt brænder i hænderne på mig, kan det altså kun gå for langsomt med at sy. Jeg smider derfor hovedet under armen og glemmer at tænke mig om. Klipper i mine bedste stoffer......OG overdriver / twister designet, så det ikke er helt som modellen. Jeg skulle selvfølgelig sy en laaaaang pølsehund, mindre kunne ikke gøre det. Da jeg nåede til benene koksede det bare totalt og sybeskrivelsen blev smidt væk, jeg måtte herefter "opfinde" min egen metode. Da jeg fik vendt hunden fattede jeg, hvad der var sket.....mønsteret havde jeg fået tegnet forkert af, så benene kan ikke bære den kæmpe pølsekrop.....dimentionerne på benene er altså også helt forkerte.

Jeg kan ikke andet end grine af mig selv......og du må gerne grine med, for hunden er da blevet skøn alligevel :-)
Sådan et kikset projekt piner mig, så jeg kommer helt sikkert til at sy den perfekte tvilling til dette gadekryds.

PS: Vil du se et perfekt eksemplar på pølsehunden, så kig forbi Sara´s blog, hvor jeg også har mønsteret fra.

mandag den 7. juni 2010

Gaver i god tid

Om nøjagtig en måned fylder Ida 2 år. Jeg er derfor allerede nu gået lidt igang med de egenproducerede gaver. Ida elsker dyr, og derfor var det lidt oplagt med en uglepude til hende. Nu er der så bare lige det....at hendes mor ELSKER patchwork, og jeg har derfor udtænkt en kombination, så der kunne snige sig lidt patchwork på uglen.....

Voila en uglepude med patchworkfjer:
Jeg har syet uglen i mit sædvanlige mix.....isblåt bomuldslærred, sommergrønt stof og patchwork i gule, orange og grønne retrostoffer. Hovedet er i mørkebrunt babyfløjl med øjne og næb af filt. Siderne er de små lyseblå kløvere. Samme kombi som mit Give Away Sommernet.

Bemærk da også lige det skønne vattæppe uglen sidder på - det er sidste nye loppefund.

Næste gaveprojekt til Ida bliver en gravhund lignende den jeg har set på Bournonville´s blog.

søndag den 6. juni 2010

Oplevelsesweekend

Kim og jeg har for alvor fyldt ungerne op til randen med oplevelser denne weekend. Lørdag heldagstur til Legoland, og dagen i dag blev brugt på flyshow sammen med rigtig rigtig mange andre flyentusiaster....

Vi er trætte, solbrændte og har kameraet fyldt med skønne feriebilleder.
Jeg gætter på Emil skal være brandmand, for vi kunne næsten ikke løsrive ham fra brandbilen igen meen han fik jo også god hjælp fra brandmandsassistenten Ida. 

Bemærk også de neonfarvede ørebøffer børnene har på.....de var SÅ nødvendige - F16 fly der skal vise sig larmer altså pænt meget.

fredag den 4. juni 2010

Ferie inspiration og en lækker gave

Julia fra The Vintage Hausfrau har sendt denne fantastiske stofpakke til babyen og jeg :-) Hun skriver i kortet at retrostof i pigefarver blev valget....og det er jo helt perfekt. Jeg har været så heldig at vinde Julia´s Give Away - 1000 tak Julia, hvor er det en skøn pakke, du har samlet til os :-)
Jeg er ved at have en spændende samling "inspirationsbøger" og dronningen er for mig Elsebeth Gynther som de fleste af jer jo også kender - MEN jeg er også blevet vild med Lis Paludan og Gunvor Ask, og er derfor begyndt at købe deres bøger på nettet og loppemarkeder. Derudover er der jo masser af inspiration at hente i de gamle håndarbejdsblade og børnebøger (som blandt andet Krudtuglens Mor  og Tusindfryd også har skrevet indlæg om). 
Lis og Gunvor kan godt gøre sig klar til ferie....de kommer ihvertfald med i min kuffert.

PS. Bemærk mine billedelogoer uden hvide firkanter - jeg har fået eksperthjælp fra Unikarina - 1000 tak for hjælpen - blev rigtig glad og rørt over, at du ville bruge din tid på det :-)

torsdag den 3. juni 2010

Tivoli i haven

Sommeren er over os og selvfølgelig lever vi udendørs i øjeblikket. Haven ligner nærmest et tivoli med alle de ting vi slæber ud: børnenes legetøj, havehynder, tæpper og puder, forplejning i rigelige mængder og små syslerier jeg kan sidde med samtidig med min blege arme får mere og mere farve. Hvor er det bare skønt!
I går smed de 3 krudtugler alt tøjet - fik masser af solcreme på, og så stillede vi følgende forlystelse op til dem. Luftmadrasser og et lille badebassin i forlængelse af rutchebanen. Masser af vand på banen og så afsted. Hold op hvor var det sjovt...Emil kunne faktisk komme forbi badebassinet og hen på den sidste luftmadras i en fart, der lige passer til en 5 årig. Behøver jeg nævne, hvor trætte de var i går aftes..?

Jeg har syslet med endnu en patchworkbold - Emil ville jo selvfølgelig også have en, da jeg viste ham babybolden...så jeg fortsætter bare med dem til Ida og Sara :-)

tirsdag den 1. juni 2010

Sommer Give Away

Så søsætter jeg en sommer Give Away her på bloggen. Jeg vil gerne fejre vores familieforøgelse, at jeg har rundet 250 faste læsere og at det er SOMMER :-)

Du kan vinde dette sommernet eller standtaske om du vil...:-). Forsiden er med en sekskant patchworkblomst i retrostof, på bagsiden er der en lille patchworkdetalje med min navn. Der er en stor lomme indvendig med gule kanter samt foer med små lyseblå kløvere. Bærestykke og hanke er i det smukkeste grønne sommerstof fra Stof&Stil, resten af tasken er i isblåt bomuldslærred.

Jeg trækker vinderen søndag den 13. juni kl. 19.00.

Reglerne er de velkendte:

1 lod = kommentar
2 lodder = kommentar + fast læser
3 lodder = kommentar + fast læser + link (brug gerne billede)

Jeg håber, at du har lyst til at deltage, og tage på sommerens shoppeture med dette net under armen.

Held og lykke